Birkelse Stamgods G120-19

1698

 

Christopher Barthelin til Kaas, Hans Benson til Skierdhøi, kongelig majestæts justits- og cancelliråd, samt landsdommer udi Nørjylland, og Peder Bering, landstinghører ibm. giør vitterligt, at år efter Guds byrd 1698 d. 9. november, fredagen i Landstinget d. 11. dito på Viborg Landsting var skikket velædle og velb. Capt. Christopher Scheel til Stamhuset Birckelse, hans fuldmægtig Anders Jensen på Vindum Overgaard, som med en stævning af dato 20. september sidst afvigt gav til kende, hvorledes han skal være forårsaget for os at lade indstævne eder, Anders Madsen i Biersted, herredsfoged i Hvetbo Kier Herreder for en dom, som I på ermeldte herredsting d. 13. maj sidst leden, imellem velbemeldte velb. Captain Scheel på den ene, og en del Stamhusets underliggende tjenere udi Hune og Aabye Sogne på den anden side, dømt og afsagt haver, henrørende af landgilderestancer, hus- og arbejdspenge for anno 1697, som formenes og påstås, de efter jordebogens indhold pligtig er årligen at erlægge og betale, som dog hos dem for samme år og en del forrige åringer er bleven til rest, hvilken restance velermeldte capitainens ridefoged Christen Jørgensen, for eders ret skal have påstået og forment, de skyldige skulle bleven pligtig funden inden 15 dage at betale, tillige med processens omkostning med mere, hvilken hans irettesættelse og påstand citanten formener at skal have funden alt for liden bifald hos eder, og I derimod alt for meget skal have anset og bifaldet, hvis en del af ermeldte bønder, især i bemeldte Hune og Aaby Sogne uden nogen grund for eder haver foredraget, hvorudover i adskillige motiver som sandflugt, forsvundne fiskerier og misvækst, I eders doms slutning haver opført, så og bønderne udi Aaby Sogn udi forrige tider for fri kørsel over enge skal være aftvungen havre med mere, som I endelig eders dom medbeslutter. Da som I mere haver anset og efterfulgt sligt, end som den for eder producerede underskrevne og forseglede jordebog, grundede på et testamenteret og af hans kongelige majestæts allernådigste confirmerede stamhusindstiftelse, hvor udi ingen forandring i så måde ved eders kendelse, efter formening burde eller kunne gøres, I og ikke skal have grundet eders dom på nogen lovens fundament, altså formener citanten, I både ved eders afsagte dom haver forurettet ham og efterkommerne på deres afgift, ja, endog handlet imod loven og at kongelige konfirmerede og indstiftede stamhus, dets omstændigheder han vidtløftigere ved en fuldmægtig mundtlig og skriftlig agter for os at lade tilkendegive og demonstrere i den forhåbning, at deres afsagte dom af os skal vorde forandret og sat til side, citanten til fornøjelse og fuld betalings erlangelse efter jordebogens indhold og Stamhusets indstiftelse og I for eders imod bønderne føjelige og ulovgrundede dom, såvel som for ibringende omkostning vedbørligen at vorde anset.

Havde derfor hidstævnet eder, herredsfoged Anders Madsen i Biersted, at møde for os i rette på Viborg Landsting til dette landstings holdelse, eders afsagte dom at tilsvare. Til samme tid og sted hidstævnet de efterskrevne bønder udi Hune Sogn, Søren Olufsen ved Det Røde Hus og hans søn Peder Sørensen, Knud Christensen og Jørgen Knudsen i Blokhuset, Tomas Jensens enke i Hvarret, Anders Lauridsen i Hvarregaard, Povel Nielsen i Bui Klit, Niels Jensen og Peder Pedersen ved Det Røde Hus og Jens Christensen Riismand, Aabye Sogn: Christen Mathisen, Christen Pedersen, Laurids Lauridsen, Peder Lauridsen, Laurids Eriksen, Laurids Smid, Niels Mickelsen, Erik Lauridsen, Jens Christensen, Christen Lauridsen, Christen Andersen, ung Christen Pedersen, Anders Sørensen, Jens Ibsen, Knud Jensen, Christen Jensen, Søren Jensen Støfgaard i Aabye, Jens Lauridsen, Jens Nielsen og Jens Mickelsen i Haufven, Niels Jensen, Niels Lauridsen i Torngaard og Jens Andersen i Mølgaard, med flere, som nogen pretentioner imod jordebogens afgift haver ladet gøre, om I noget til sagen vil have at svare, etc. Som foromrørte stævning med sin forkyndelses påskrifter derom videre indeholdt og for retten blev læst og påskreven.

 

Og nu fremlagde fornævnte fuldmægtig den indstævnte restancedom af Hvetbo Kier Herred d. 13. maj 1698 udstedt, hvilken restancedom således besluttes.

Efter tiltale, gensvar og denne sags lejlighed, og som det /:desværre:/ befindes at størstedelen af Hune Sogn dens mark og agerjord, er fordærvet af den skadelige sandflugt, fiskeriets tilgang moxen forsvinder og udi næst afvigte år 1697 mærkelig misvækst her i landet sket er, hvorfor og såsom en del af sal. hr. etatsråd Otto Scheels bønder særdeles udi Hune Sogn højligen besværger sig over, at de kan ikke give mere til herskabet, endsom de af førstningen ved indhæftningen årligen givet haver, ses ikke billigen, at samme bønder med nogen forhøjelse og mere, end som de af begyndelsen som forermeldte givet, bør at besværges, mens fornævnte Søren Olufsen ved Det Røde Hus og hans søn at betale til marts 97 hver 10 mk 8 sk, Peder Sørensen udi Blokhuset 1½ rd, Knud Christensen og Jørgen Knudsen udi Blokhuset af alt huset begge 2 rd, Thomas Jensens enke 2 rd, Anders udi Hvarregaard forholdes med efter stedsmålsbrevet, Povel Nielsen udi Buj af alt huset 4 rd 3 mk 8 sk, item Niels Jensen ved Det Røde Hus og Peder Pedersen hver 7 mk 8 sk, Jens Christensen Riismand 2 rd 1 mk 8 sk, alt til Martini 1687 forfalden, og ej mere efterdags årligen at give. Angående det prætenderede havre, som bønderne udi Aaby Sogn udi forrige tider af Tueengen for fri kørsel over engen givet haver, da som de ingen kørsel derover nu haver eller nogen nytte og brug af fornævnte engepladser haver, frikendes de for samme havres udgift. De prætenderede æg, som de udi formere tider ikke givet haver, frikendes de for at yde eller betale, og ridefogden, velfornemme Christen Jørgensen udi sit regnskab at føre sig alt dette til omdrag, de øvrige bønder og tjenere /:såvel som disse, om de findes andet skyldig efter saggivelsen:/ tilfindes forskrevne saggivelsesgæld, såvelsom hver, som engeskifter udi fæste haver, at betale hver sin contingent, tillige med processens omkostning, 1 rd 4 mk proquota inden femten dage under nam og vurdering udi enhver deres bo og gods, hvor det findes, såvelsom under deres fæstes fortabelse. Dets til vitterlighed under mit zignette, actum ut supra.  LS  Anders Madsen egenhd.

 

Dernæst producerede en anden restancedom af Hvetbo Kier Herredsting d. 30. juli 1697 udstedt, hvilken dom således sluttes:

Efter forindførte afhjemlede lovlig kald og varsel og saggivelsens formelding, hvorimod de indstævnede sal. hr. etatsråd Otto Scheels bønder og tjenere af begge herreder intet svaret haver. Med quittancer eller udi andre måder bør de at betale deres resterende landgilde, hus- og arbejdspenge og rettighed efter forandragne saggivelses formelding med processens omkostning, hver sin anpart under deres fæstes fortabelse og anden rettens execution inden femten dage, undtagen Simon Sørensen i Jonstrup, hvis gårds ejendom efter synsvinde flux er beskadiget og ruineret af den skadelige sandflugt, hans landgildes af slet remitteres til hans gamle herskabs egen gode disposition og bondens tålelighed, at han stedet uden yderste bedærv kan besidde. Dets til vitterlighed under mit zignette. Actum ut supra.  LS  Anders Madsen eghd.

Derefter en in oroginali under afg. Hr. etatsråd Otte Scheels hånd igennemdragen og forseglede jordebog over Birckelse og Refkiergaard med underliggende gods og tiender, som til slutning findes af denne indhold: Dette at være en rigtig jordebog over Birckelse og Refkiærgaard med underliggende bøndergods, samt jura patronatus, konge og kirketiender efter oprettede stamhusbrev, som er overskikket til København at konfirmeres, testerer jeg med egen hånd og zignet. Birckelse den 14. november 1696  LS  O.Scheel

Hvilken jordebog fandtes påskreven at være fremvist udi commissionen på Birckelse d. 23. januar 1697.

 

Ydermere blev af forbenævnte fuldmægtig fremlagt capt. Christopher Scheels skriftlig underskrevne indlæg i denne form:

Velædle og velbårne herrer, hr. landsdommer, såsom herredsfogden udi Hvetbo Kiær Herred, Sr. Anders Madsen, ved sin den 13. maj næst forleden udstedte dom af bemeldte herredsting imellem mig og en del Birckelse Stamhustjenere udi Hune og Aabye Sogne haver behaget dem for en part af deres sædvanlige årlige landgilde, hus- og arbejdspenge at frikende, og til den ende tværtimod den af ridefogden Christen Jørgensen på mine vegne i retten fremlagte, og af mig underskrevne stamhusjordebog, modereret og efter hans egen gode behag forandret, hvis restancer bemeldte bønder for sidst afvigte 1697de år medindesidder og resterer, hvorfor jeg nu for de gode landsdommere samme sag har været forårsaget her at lade indkomme, da hvorvel den nu søgende rest ikke af mig er nogen påsæt eller forhøjelse, ej heller nyligen eller nu først bleven fordret, som herredsfogden udi sin sentens sig påberåber, sigende, at de ikke med nogen forhøjelse mere end tilforn bør besværes, så kan bonden dog lige vel ikke fragå, at de jo samme fordringer tilforn i min sal. farbroders tid udisputeret haver årlig betalt, lige efter hans sig efterladte originale stamhusjordebog, og en del af dem, som kan dermed være bleven til rest, haver samme herredsfoged, Anders Madsen, selv tilkendt det at betale, som af hans dom, udstedt af Kiær Herredsting d. 30. juli 1697, kan ses og godtgøres. Des uanset haver han dog på adskillige løse fundamenter som sandflugt, fiskeriets forsvindelse, misvækst og andet mere efter bøndernes egen ubevislige foregivende, dem til vilje derfor frikendt. Ligeledes haver ermeldte herredsfoged også frikendt en stor del af stamhusets tjenere i Aaby Sogn for det havre, som i jordebogen kaldes Tueengs aure, og består af nogle få skæpper på enhver af de søgende. Item frikendt dem for hvis æg, som de efter jordebogen findes pligtige, og består i at være hos de fleste ½ vol æg, hvilket havre såvel som æg, omendskønt min sal. farbroder haver efter tidernes og bøndernes tilstand forskånet nogle for. Så synes mig dog ikke den gamle rettighed, mig og Stamhuset således af herredsfogden burde frakendes, helst efterdi at det udi den underskrevne og forseglede jordebog, af hr. etatsråd Otte Scheel selv ved Stamhusets indstiftelse findes indført, hvilket siden af hans kongelige majestæt er konfirmeret, foruden at disse tvende sidste species kan, om fornøden gøres, bevises med skøder og adkomstbrev at have fuldt stederne af arilds tid, og synes derfor, om nogen moderation i bondens afgift skulle gøres, det da af mig og ikke af herredsfogden burde ske. Formoder derfor, at sådan hans ubetænkte dom vorder magtesløs kendt, og de samtlige pligtige efter originaljordebogen, som herhos under min sal. farbroders egen hånd produceres, bør at betale, og herredsfogden for slig dristig forandring og præskription anselig at vorde mulkteret, og mig min forårsagede omkostning at erstatte, forbliver. Arreskov d. 8. oktober anno 1698  De velædle og velbårne hr. landsdommeres tjenestberedvillige tjener Christopher Scheel

 

Herimod og til denne sag at svare mødte på de indstævnte Stamhuset Birckelse underliggende tjenere udi Hune og Aaby Sogne deres vegne Lars Christensen Karl, herredsskriver til Hellum Hindsted Herredsting, og producerede et tingsvinde af Hvetbo Kiær Herredsting den 28. oktober 1698 udstedt og af Christen Mathisen af Aaby på sine egne og flere Birkelse tjenere udi Aaby Sogn, som udi forindførte landstingsstævning er navngivne, deres vegne, såvel som af Søren Olufsen ved Det Røde Hus og hans medbeskrevne udi Hune Sogn forhvervet, som efter kald og varsels afhjemling således formelder:

Hvorefter fremstod Christen Mickelsen af Aastrup og vand ved ed efter loven, at han kunne mindes udi 40 år, og da imidlertid havde den gl. Tueeng dens hø og græs årligen været bjerget og hjemført til Birckelse herregård, og ikke han haver hørt eller fornummen, at nogen har været søgt for havre eller anden afgift for overkørsel over samme eng, førend udi dette år, siden engene blev byttet; og ydermere vandt, at det år før landmålingen var, byttede sal. hr. etatsråd Otto Scheel enge med fornævnte bønder udi Aaby Sogn, så at han tog de enge, som kaldes de ny Tueenge og gav dem andre enge igen nordenfor beliggende.

Christen Christensen i Aastrup, Jens Christensen, Mads Jeg udi Aaby, Jens Sørensen i Kneppet, Christen Sørensen i Knøsgaard, enhver særdeles vandt, dem lige således at være vitterligt, som fornævnte Christen Mickelsen foromvundet haver, og følger samme vidne. Velfornemme Christen Jørgensen, ridefoged til Birckelse, var mødt, tilspurgte fornævnte vidner, om de var ikke vidende, at den største del af gårdsmændene og boelsmænd udi Aaby Sogn østen åen, såsom Aaby, Hoven og flere haver af gl. tid og imens de kunne mindes, givet den landgildespecies efter jordebogen, som kaldes Tueengs havre, hvortil fornævnte vindesbyrd svarede jo, de kunne ikke nægte, at der jo havde været krævet fornævnte Tueengs aure tilforn, førend hr. etatsråd Otto Scheel byttede enge med dem, som var et års tid før landmålingen.

Fornævnte Christen Matthisen af Aaby og så mange, som er indkaldet for Tueengs havre ved hjemtingsdommen, mødte her ved retten og erbød sig, at dersom de måtte bekomme gårdes tilforn tilliggende engeskifter igen, som deres husbonde, salig hr. etatsråd, havde skiftet med dem og lagt under Birckelse Hovedgaard, så ville de betale det fordrede Tueengs havre, efterdi deres nuhavende engeskifter ikke er så gode som de, der har ligget tilforn til deres gårde, og nu er under hovedgården, hvorfor de ikke kunne betale samme havre. Og derhos forklarede og vedstod fornævnte Christen Matthisen, Laurids Eriksen, Christen Lauridsen, Erik Lauridsen og Christen Sørensen og flere af de søgende bønder udi Aaby Sogn, at de ikke havde givet eller ydet nogen æg, såsom landgilde til deres sal. gunstige herskab nogen tid tilforn, eller været søgt og krævet derfor, men et år forærede de deres sal. husbonde nogen æg, fordi han ikke skulle telge med dem og tage tienden på kærven. Hvilket de erbød sig ved ed at stadfæste, om det dem måtte tillades.

Dernæst fremstod Laurids Eriksen i Aaby og vandt ved ed efter loven, at han kunne mindes udi 50 år, og da imidlertid havde den eng, som kaldes Ryet, været lejet fra Birkelse og til Christen Matthisens påboende værested, så den så længe havde været bjerget til Christen Matthisens påboende gård udi hans og hans formænds tid, og ydermere vandt Lars Eriksen, at ham var vitterligt, at den tid landmålerne var her udi landet, lod sal. hr. etatsråd Otto Scheel befale fornævnte Christen Matthisen, at han på sin faders vegne, som da boede på stedet, skulle vedkendes fornævnte stykke eng for gårdeng og ejendom til samme bolig, og den da af landmålerne blev anset under boligs hartkorn at skatte af, og siden den tid havde Christen Matthisen ikke været krævet for rugskyld deraf, førend udi dette år, men han derforuden skatter og skylder af boligen og dets tillæg under et.

Christen Lauridsen, Peder Lauridsen af Aaby ved lige ed vandt, dem lige således at være vitterligt, som fornævnte Laurids Eriksen foromvunden haver, og følger samme vidne. Derhos beråbte Christen Matthisen sig på sin stedsmålsseddel, hvis indhold han formodede at nyde sig til gode, og var af efterfølgende indhold:

Kendes jeg, underskrevne, at have stæd og fæstet Christen Matthisen udi Aaby By og Sogn det værested i Aaby, som hans sal. forældre fradøde, hvilket han med alt dets rette underliggelse i alt må nyde og bruge sin livstid, og så længe han giver og gør som sædvanligt, bygger og forbedrer husene og dets ejendom, så vidt tillades, svarer de kongelige skatter i rette tid og ellers forholder sig efter loven. Stedsmålet er betalt. Til bekræftelse haver jeg dette skreven og underskreven. Birckelse d. 28. marts 1696. stod underskreven  O. Scheel

Dernæst fremlagde Christen Matthisen en kvittering, så lydende: år 1696 d. 28. marts gjorde Christen Matthisen i Aaby afregning med mig om sin landgilde og befandtes til dato intet at restere. Birckelse den tid ut supra.  O. Scheel

Derhos forklarede Christen Matthisen, at under denne afregning som kvitteringen ommelder, ikke var nævnt de 2 td rug, som nu kræves for den eng, som kaldes Ryet, såsom han den ikke, nogen tid siden landmålingen, betalt havde.

Søren Olufsen ved Det Røde Hus, såvel som en del andre af Hune Sogn, fremlagde for retten efterskrevne synsmænd, nemlig Jens Christophersen i Hune Torp, Christen Christensen Riismand ved Hune Kirke, Peder Lauridsen ibm. og Anders Jensen sammesteds, hvilke dannemænd og nu for retten fremstod, hjemlede og gav til kende, at de den 25. oktober sidst afvigt efter tiltagelse havde været ved Det Røde Hus og beset hvis skade sandflugt og vand haver gjort, og det befunden, som efterfølger først:

Søren Olufsen ved Det Røde Hus hans væresteds huse, ager og eng, en del slet øde af sandet, og det andet hårdt påtrænges, dog husene for nogle år siden formedelst sandet blev flyttet, og nu igen hårdeligen påtrænges af sandet. Jørgen Sørensen, et hus af sandet øde, så han ej kan avle noget dertil. Christen Christensen og Niels Jensen, af sandflugt øde, en stor del af ager og eng og det øvrige fordærvet af vand, som er indkommet på engen, og ikke kan komme ud formedelst sandflugt. Poul Nielsen i Buj, en stor del øde, og det andet ligger for daglig sandflugt. Jens Christensen Riismand formedelst skadelig ildebrand, husene og al hans midler, såvel som quittancer og andre breve, intet undtagen, er bleven opbrændt. Desligeste den skadelige sandflugt, som nu på nogle års tid haver udbrudt og fordærvet en stor del af ager og eng, siden landmålingen angik, og er dem bevist udi sandhed, at nogen tid før landmålingen gav Jens Riismand ikke mere årligen til sit herskab end 1 ort til huspenge og 2 rd for arbejdet, og ydermere var dem bevist, at formedelst kongelige skatter, herskabets forhøjelse, fiskeriets vanskelige bortgang, ejendommens fordærvelse måtte fornævnte Jens Rismand, Christen Christensen ved Lun, Søren Pedersen ved Det Røde Hus, Simon Nielsen ibm. disse og mange flere for sådanne årsagers skyld, stederne kvittere og i største armod med hustru og børn søge godtfolk om deres brød, dog nogle af stederne igen er antagen og ej synes at blive længe bestandig. I lige måde havde de været i Blokhuset, og der befandt Tomas Jensen, Peder Sørensen og Knud Christensen, deres ringe jorder af sandflugt hårdt at være betrængt. Og derforuden var dem vitterligt, at fiskeriet af havet, som både de og andre deres naboer udi Hune Sogn /: som er fiskere, og ringe og en del slet intet avling haver :/ skulle have at leve af, nu på en seks års tid moxen haver været slet borte, så at både forbenævnte, såvelsom andre deres naboer er af ringe og fattig tilstand, hvilket forindførte fornævnte fire mænd ved ed og oprakte fingre afhjemlede og kundgjorde.

Dernæst fremlagde Søren Olufsen et sit fæstebrev, ord efter anden så lydende:

Kendes jeg, underskrevne, at have stæd og fæstet Søren Olufsen ved Det Røde Hus i Hune Sogn det værested, hans salig fader fradøde, som han med al des rette tillæg må nyde og bruge sin livstid, og så længe han udreder de påbydende kongelige skatter i rette tide, samt den sædvanlige udgift og hvis ham ellers med rette kan tilkomme, bygger og forbedrer husene og dets ejendom, så vidt af mig tillades, og ellers forholder sig efter loven, samt er sin husbond hørig og lydig. Stedsmålet er betalt. Til bekræftelse under min egen hånd. Birckelse d. 17. januar 1688  O. Scheel

 

Endnu fremlagde Søren Olufsen et sin søns fæstebrev, så lydende:

Kendes jeg, underskrevne, at have sted og fæst Jørgen Sørensen ved Det Røde Hus det vesterste værested, som hans fader Søren Olufsen i fæste havde, og for ham opladt haver; hvilket han sin livstid må nyde, bruge og beholde, så længe han i rette tide udreder kongelige skatter af den sædvanlige årlige afgift, bygger husene og forbedrer ejendommen, så vidt af mig tillades, og ellers i alt forholder sig efter loven og kongelige forordninger. Stedsmålet haver han betalt. Til stadfæstelse under min hånd. Birkelse d. 8. august anno 1692   O. Scheel

 

Til bevisning, hvad den sædvanlige årlige afgift, fæstebrevene ommelder, haver været, fremlagde Søren Olufsen en kvittering af følgende indhold: Oluf Sørensen i Skalleborg og Søren Olufsen sammesteds haver betalt for nærværende år deres hus- og arbejdspenge, tilsammen 3 rd. og 3 mk., hvorfor kvitteres, Birckelse d. 6. november anno 1673  O. Scheel

 

Derhos svarede Søren Olufsen, at der ikke førend landmålingen betaltes nogen skatter af fornævnte væresteder, formedelst de stod ikke for hartkorn, men ved landmålingen blev de ansat for hartkorn at skatte af 1 alb.

 

Knud Christensen udi Hvarret lod fremlægge et sit fæstebrev lydendes:

Jeg, Otto Skeel til Birckelse, kongelig commerceråd, gør vitterlig at have sted og fæst nærværende Knud Christensen halvparten af et mine gadehuse i Hvarret i Hune Sogn, som hans fader Jens Jørgensen for ham godvilligen opladt haver, som han sin livstid må beholde, udi al vilkår, som Jens Jørgensen for ham brugt haver, dog at bygge til samme huses ejendom og det forbedre mest muligt, og som af samme gadehus går til landgilde årligen to skp, haver Jens Jørgensen den ene, og Knud Christensen den anden, årligen at betale, og så at holde sig efter recessen, være sin øvrighed hørig og lydig. Stedsmålet haver han mig fornøjet. Til vitterlighed under min egen hånd. Birckelse d. 26. juni 1673  O. Scheel

 

Endnu fremlagdes et Knud Christensens søns fæstebrev, meldende:

Kendes jeg, underskrevne, at såsom sal. Jens Jørgensen i Blokhuset ved døden er afgangen, haver jeg bevilget, at hans barnebarn, ved navn Jørgen Knudsen, må nyde og bruge samme halve gadehus sin livstid, så længe han deraf årlig giver og gør som sædvanligt de resterende seks rigsdaler. Stedsmål haver han under fæstes fortabelse til førstkommendes Michaelis at betale, og ellers være sin rette øvrighed hørig og lydig, og siden efter hans majestæts nådigste udgangne lov at forholde, bygger og forbedrer samme gadehuses bygning og ejendom, så vidt af mig tillades. Til vitterlighed under min egen hånd. Birckelse den 23. maj 1686  O. Scheel

 

De resterende 6 rd er mig betalt her i Blokhuset. Derfor skal holdes kravsløs. Blokhuset d. 15. juni 1686.  Michel Jensen

 

Anders Lauridsen i Hvarregaard lod fremlægge sit fæstebrev, udgiven og underskreven af sal. etatsråd Otto Scheel, datum Birckelse d. 4. marts 1696, meldende, Anders Lauridsen da at være sted og fæstet det værested i Hune Sogn, kaldet Hvarregaard, som hans hustrus fader, Christen Nielsen, fradøde, og han selv den halve del af samme gård fæstet havde, hvilket han tilsammen må nyde og bruge sin livstid, så længe han i rette tid svarer kongelige skatter, giver og gør som sædvanligt. Dets videre indhold læst og påskreven.

Derhos fremlagdes en bevilgelsesseddel, lydende: Bevilges indtil videre min tjener Christen Nielsen i Hvarregaard udi Hune Sogn for sin landgilde, som er 2 td byg, at give årlig to rd in specie og to hundrede bedste laget flyndere til arbejde, formedelst sand haver ødt hans værested.

Birckelse d. 11. juni 1674  O. Scheel